“Jeg er i gang med et PTSD-forløb i en modtagelsesklasse, hvor ca. halvdelen af børnene kommer fra Syrien. I forløbet bruges det legende element til at hjælpe med at regulere nervesystemet. Vi er i gang med at arbejde med følelser. Sidste gang arbejdede vi med glæde. Denne gang er det vrede, der er emnet.

De 12 børn i alderen 7-9 år bliver bedt om at lave et vredt ansigt. Alle børn laver et vredt ansigt og vender det ind mod de andre i cirklen. Man kan straks fornemme det stemnings- og energiskift der sker i gruppen når vi kigger på de vrede ansigter.

Meningen var at vi skulle snakke om vrede og finde ud af hvordan det mærkes i kroppen, mens ansigtet er lavet, men energien bliver hurtig så tung at jeg vælger at lade børnene lave et glad ansigt. Stemningen forandres øjeblikkeligt. Det er næsten som om børnene har holdt vejret og nu kan trække det frit igen. Vi får rejst os og rystet følelsen ud af kroppen og kan efterfølgende snakke videre om vrede og hvordan den føles uden at energien i gruppen bliver tung. 

Det er tankevækkende, hvor meget vi påvirkes af andres udtryk – ja, selv et udtryk på en metalplade. Påvirkningen bliver kun forstærket i en gruppesammenhæng. Jeg kommer til at tænke på de børn, som befinder sig i yderkanten af grupperne i klassen og som nogle gange bliver set skævt til eller frosset ud af fællesskabet. Ord kan gøre ondt, men ansigtsudtryk og kropssprog kan gøre mindst lige så meget. Det kan bare ske mere indirekte og ubevidst og kan være sværere at sætte ord på for dem, som det går ud over.”